Den norske kongefamilie kom i modvind, efter de havde nydt en ferie i ren luksus.
Det norske Se og Hør afslørede, at kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit tilbragte ferien på en luksusyacht i Italien, der koster to millioner norske kroner (1,62 mio. danske kroner) om ugen at leje.
Den overdådige ferie skabte straks debat i Norge omkring kongehusets økonomi, fordi slottet ikke ville ud med, hvem der havde betalt den luksuriøse tur. De kunne blot bekræfte, at det ikke var kronprinseparret selv, der havde punget ud.
Nu tager den norske kronprins for første gang bladet fra munden og afslører, at parret var på besøg hos en ven.
- Jeg har set, at der har været meget stor interesse omkring det. Vi havde fået en invitation af en af vores venner, og vi var på besøg i nogle dage. Der har været mange spekulationer om det, men det er så enkelt, siger kronprins Haakon til det norske medie NRK og tilføjer:
- Når vi er hos en ven, tænker jeg ikke, at han skylder os noget, eller at vi skylder ham noget. Jeg tror ikke, at han har nogen særlige interesser i Norge i det hele taget. Vi var på besøg. Det var ikke mere dramatisk end det.
Flere har også kritiseret det royale par for at befinde sig på en båd, der har et stort brændstofforbrug, og der blev sat spørgsmål ved parrets fokus på miljøsager.
- Jeg er helt enig i, at forurening er en dårlig ting. Det skal vi forsøge at gøre noget ved. Det er rigtigt, at vi var på båden i tre dage. Vi har et bredt netværk af venner i flere dele af samfundet. Det betyder ikke, at vi ikke kan arbejde med vigtige sager, siger han til NRK.
Den norske kronprins afviser også, at han ikke har villet tale om luksusferien.
- Vi har svaret på de spørgsmål, der er kommet. Det er første gang, jeg bliver spurgt direkte, siger han.
Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit har været gift i 14 år, og sammen har de datteren prinsesse Ingrid Alexandra og sønnen prins Sverre Magnus.
/ritzau/FOKUS