Hvis du ligner den norske kronprinsesse Mette-Marit, kan du muligvis score dig jobbet som Norges kommende dronning - i hvert fald for en stund.
I anledning af Norges nationaldag 17. maj skal der filmes en humoristisk promoverings-video, og her skal kronprinsessen have en ukendt, men betydelig rolle i reklamefilmen.
Men når det ikke er muligt at hyre den ægte, royale vare, kigger folkene bag videoen efter kronprinsessens dobbeltgænger. Det skriver den norske udgave af SE og HØR.
- Vi leder efter dig, der ligner Mette-Marit. Har du langt, blondt hår, kommer du langt, lyder det blandt andet i opslaget.
Det er endnu meget hemmeligt, hvad rollen som den royale look-alike indbefatter, men optagelserne finder sted indendørs, varer et par timer i løbet af dagen og skal forestille at være en del af den norske nationaldag.
Hvis man bliver hyret som kronprinsessens dobbeltgænger, får man dog hverken kronprinsen eller det halve kongerige, men i stedet 600 norske kroner, bliver det oplyst.
Det norske kongehus har meget apropos en vigtig rolle på nationaldagen 17. maj. Hvert år hilser hele kongefamilien på befolkningen fra slotsbalkonen i hovedstaden Oslo, og derudover tager kronprinsparret imod et særligt børneoptog på dagen.
Newspaq