Sexchikane mod en tidligere kokkeelev koster nu indehaveren af Syvsted Kro i Sæby i Nordjylland en bøde.
Chefen for den nordjyske kro tog kokkeelev på brystet og udøvede sexchikane med elektrisk fluesmækker, skriver Fagbladet 3F.
Derfor skal indehaveren nu af med 25.000 kroner. Dertil kommer 100.000 kroner for manglende løn, tillæg og pension, har Tvistighedsnævnet afgjort.
"Jeg er lettet over, at sagen endelig er afgjort. Men jeg tror aldrig, jeg kommer til at arbejde som kok mere. Jeg har mistet lysten," siger 24-årige Mette Jespersen, der i dag har et rengøringsjob.
Det var kroejerens mand, der førte an i chikanen.
Han kaldte kokkeeleven for luder, bitch, smatso og snotdumme møgkælling, og ved en lejlighed tog han hende på brystet.
Ved en anden lejlighed sagde han med en elektrisk fluesmækker i hånden: "Skal vi se om denne fluesmækker kan få hendes brystvorter til at stivne".
Kroparret siger til Fagbladet 3F, at de er dybt uenige i afgørelsen og overvejer, om de skal køre sagen videre ved domstolene.
Chikanen stod på i halvandet år, indtil kokkeeleven knækkede psykisk og blev sygemeldt.