En vagtlæge og en uidentificeret læge på Holbæk Sygehus' børneafdeling får kritik af Patientklagenævnet i den tragiske Christian-sag.
14 måneder gamle Christian Jim Andersen døde i november 2008 efter at have slugt et minibatteri, der satte sig fast i halsen og ætsede hul i hans spiserør.
I alt blev Christian tilset af 11 læger hos vagtlægen og på sygehuset, uden at batteriet blev opdaget, skriver Berlingske.
Christians familie havde advarer flere af lægerne om, at han kunne have slugt et minibatteri - men ingen af lægerne sørgede for at få taget det røntgenbillede, der kunne have afsløret batteriet og reddet drengens liv.
En af vagtlægerne får kritik, fordi han ikke førte korrekt journal efter opkaldet.
Lægen skrev kun - i Christians bedstefars journal - at henvendelsen havde drejet sig om 'spgm. til barnebarn' og intet om et eventuelt slugt batteri.
Det burde vagtlægen have gjort. Og han burde også have skrevet oplysningerne om opkaldet ind i drengens egen journal. Det fastslår Patientklagenævnet.
En læge på Holbæk Sygehus, der ikke har tjekket en blod- og afføringsprøve fra Christian grundigt nok, får også kritik.
Lægen burde i stedet have dobbelttjekket prøven eller bestilt en ny. Hvem lægen bag fejlen er, vides ikke.
Afføringsprøven fra dengang er nemlig blevet makuleret - og vagtplanen tilbage fra november 2008 er bortkommet.
Derfor retter Patientklagenævnet kritikken mod den ledende overlæge på børneafdelingen, Jan Færch, til orientering.
Og nu vil sygehuset vil nu sikre, at fejlen med blodprøver ikke sker igen.
"Fejlen opstår, fordi man har papirjournaler, hvor man med en pen skal angive, om en prøve er tjekket. Det vil man undgå med det elektroniske journalsystem, vi vil have, og vi håber, at et sådan vil være på plads i 2011," siger Teis Andersen, lægelig direktør i Sygehus Nord, Region Sjælland, til Berlingske.dk.