På en efterskole i Nørre Nebel nord for Varde hører eleverne ikke radioprogrammet De Sorte Spejdere på P3. Det sker fordi eleverne synes, at sproget er for groft.
Forstander på Frøstruphave Efterskole siger til De Sorte Spejdere, at han hører eleverne ønske sig, at sproget var anderledes.
Kritik af bandeord
»Det er bandeordene og den underlødige tone af de pornografiske, seksuelle scener...,« siger Erik Back Pedersen om problemet.
Dermed er hans elever helt på linie med andre kristne unge. Per Ladekjær fra Indre Missions Ungdom roser de unge på efterskolen for deres mod til at sige fra.
»De føler nok, at deres egne grænser og deres egen moral bliver overskredet. Det er både modigt og modent, at de siger fra,« siger Per Ladekjær.
Han opfordrer DR til at se kritisk på hele deres satireafdeling.
»Ordet skaber, hvad det nævner, så det efterlader måske et nedgørende kvindesyn. Det er ikke tilfældigt, at det er unge fra Indre Mission, der siger fra. De har et andet moralsyn på sex og seksualitet. 19-årige Christopher Wold fra det kristne fællesskab teos.dk, har en klar holdning.
»Man kan sige, at kristne mennesker, ifølge bibelen, ikke skal bruge diverse ordtyper for eksempel at bande. Der står også, man skal vente med sex til ægteskabet, kan det godt være stødende for flere kristne mennesker, da det ikke er en del af mange kristnes dagligdag, at man snakker om sex,« forklarer han.
De Sorte Spejdere lover, at de fra på mandag vil tale pænere i æteren.