Blå blok på Christiansborg skal muligvis drøfte en del af finansloven igen.
Årsagen er, at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, vil se nedskæringen i boligydelsen til pensionister efter i sømmene. Avisen.dk har flere gange skrevet om nedskæringerne, der ifølge kritikere vil ramme pensionister i lejeboliger særdeles hårdt.
- Vi vil slet ikke afvise, at det bliver nødvendigt at ændre i lovforslaget, som det ligger nu, siger Kristian Thulesen Dahl i forbindelse med sagen i dag til Ekstra Bladet.
DF-formanden reagerer ifølge Ekstra Bladet på helt konkrete eksempler, bragt af medier, som har interviewet ældre mennesker, der står til at måtte gå fra hus og hjem grundet blå bloks nedskæringer.
Kristian Thulesen Dahls oplyser, at han nu har henvendt sig til regeringen for at få opklaret, om mediesagerne er forkerte - eller om det er lovsforslaget, der er forkert.
Han henviser blandt andet til et eksempel, hvor et ældre ægtepar helt står til at miste boligydelsen. Det har aldrig været meningen med nedskæringerne, mener DF-bossen, som desuden er gået i dialog med Ældre Sagen for at finde ud af, hvad det er i lovforslaget, der eventuelt skal ændres.
Flere politikere fra rød blok har i de seneste dage været ude med riven efter Kristian Thulesen Dahl, fordi hans parti i denne uge i Folketingssalen argumenterede for lovforslaget, der tager støtten fra pensionisterne.
- Man står ved sine aftaler. Vi tager ansvar for finansloven og går med i de aftaler, der bliver lavet. Det er både på godt og ondt, sagde Dansk Folkepartis socialordfører Bent Bøgsted ifølge tv2.dk, da forslaget blev førstebehandlet i går.
Men i dag er det lidt andre toner, der lyder fra hans formand.