Udenrigsminister Kristian Jensen (V) siger, at han er "meget spændt" på, hvordan den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, kommer til at lægge sig i klimapolitikken.
Trump har blandt meget andet gjort sig bemærket ved at kalde klimaforandringerne for en "hoax", altså et svindelnummer. Og han har sagt, at han vil afblæse klimaaftalen, der blev indgået i Paris sidste år.
Og det har stor betydning, hvilken klima- og energipolitik USA fører, fastslår Kristian Jensen.
- Det betyder noget både i forhold til at bekæmpe CO2-udledningen og stoppe stigningen i den globale temperatur, siger han.
- Men det betyder selvfølgelig også noget for danske muligheder for at kunne bidrage i form af greentech og cleantech til energiomlægning i USA. Jeg er spændt både på klimaets vegne og Vestas' vegne.
Der er en risiko for, at USA vil bevæge sig væk fra vedvarende energi og i retning mod kul og olie i et forsøg på at genskabe nogle af de arbejdspladser, der er gået tabt i de industrier, lyder Jensens analyse.
- Man skal bare huske på, at med den udvikling, der har været i vedvarende energi, er det tættere og tættere på at være konkurrencedygtigt.
- Så uanset hvilken udsættelse, der kan være tale om, vil der også vedvarende blive skabt nye energiformer i USA, siger Kristian Jensen.
Donald Trump har højst overraskende besejret demokraten Hillary Clinton i kampen om at blive USA's præsident de næste fire år.
I sin sejrstale lover Trump at være præsident for alle amerikanere.
Den kommende præsident slår fast, at han altid vil sætte USA's interesser i første række. Men det vil ikke komme til at stå i vejen for international dialog.
- Vi vil samarbejde med alle nationer, og vi forventer gode relationer, siger Trump.
/ritzau/