Noget for noget.
Der findes kun en enkelt kristendemokrat på Christiansborg, men bare fordi Per Ørum Jørgensen er i undertal, har han ikke tænkt sig at sikre et flertal bag regeringens vækstpakke, tryghedspakke og sundhedsinitiativer uden at få en klækkelig betaling igen.
Her til eftermiddag har han siddet med ved bordet sammen med regeringen og Dansk Folkeparti, der har taget hul på forhandlinger om de tre politiske 'pakker'. I dag var der fokus på 'sundhedspakken', der handler om at tilføre penge til landets hospitaler.
Per Ørum Jørgensen kræver en garanti for, at de kommende års etablering af supersygehuse ikke vil overskride budgettet på 41 mia. kroner.
"Hvis jeg hjælper regeringen med, at vi sparer op mod syv milliarder på en 41 milliarder stor investering, så er det en lille indrømmelse at give, at vi får en decentral struktur, så alle borgere i landet har adgang til sundhed," sagde han, da mødet sluttede ved fire-tiden.
Helt konkret lyder kravet fra kristendemokraten, at der bliver bevaret akutfunktioner og fødeafdelinger i Holstebro, Svendborg og Næstved. Også når supersygehusene står færdige.
Sundhedsminister Bertel Haarder (V) var med til mødet, men havde ingen kommentarer til Per Ørum Jørgensens krav bagefter.
"Jeg er jo minister, og jeg skal ikke give svarene her, lige når jeg får spørgsmålet. Vi skal tænke os om, beregne og skrive papirer, sådan som man altid gør," sagde han.
Sundhedsministeren har ved tidligere lejligheder afvist at bevare akutmodtagelsen i Næstved.
Per Ørum Jørgensen vil endnu ikke direkte tale om, hvilke konsekvenser det kan få for hans deltagelse i forhandlingerne, hvis ikke han får sit krav igennem. Men der er ikke nogen tvivl om, at han står fast.
"Jeg har jo været flink over for regeringen, da det kom til det ubehagelige. Nu er vi så kommet til en slags happy hour, hvor vi allesammen skal strø gaver ud over danskerne og have vores mærkesager igennem. Og det er selvfølgelig også vigtigt for Kristendemokraterne," siger han.
Kravet fra Per Ørum Jørgensen støttes af Dansk Folkeparti. Forhandlingerne om de tre 'pakker' genoptages i morgen.