"Du skal ikke sige nej til mit lån - jeg slår dig fandme ihjel!"
Sådan - og langt værre - lyder det stadig oftere i de danske banker.
Hver femte kasse-medarbejder i bankerne er således blevet truet på sit arbejde alene det seneste halve år.
Det viser en rundspørge blandt 695 medlemmer af Finansforbundet, der er de bankansattes fagforbund. Det skriver Business.dk.
Truslerne går lige fra psykisk terror til direkte trusler om vold.
Undersøgelsen viser, at der er tale om en voldsom stigning. Sidste år havde kun lidt mere end hver tiende oplevet trusler.
"Det er meget bekymrende, at danskerne i stigende grad lader deres frustrationer gå ud over de uskyldige kassemedarbejdere, som tilfældigvis sidder i første linje," siger næstformand i Finansforbundet, Solveig Ørteby, til avisen.
Truslerne rammer kasse-medarbejderne hårdt.
Solveig Ørteby kender således til flere, der er fået ned med flaget efter at være blevet truet.
Problemet med trusler er at finde over hele landet. Det er dog især i de større byer, at de er et problem.