Kristelig Fagbevægelses formand Søren Fibiger Olesen vil ikke svare på, om det er en opgave for Krifa at bekæmpe den aktuelle udvikling inden for folkekirken.
Avisen.dk's kortlægning viser, at en lang række Krifa-ansatte, herunder ikke mindst topfolk i organisationen, er aktive i Kronjyllands Frimenighed og Århus Bykirke.
Begge menigheder deltager meget aktivt - via det landsdækkende Evangelisk Luthersk Netværk - i et felttog vendt mod den danske folkekirke. Det sker ikke mindst i protest mod, at homoseksuelle par nu kan vies i folkekirken.
"Det har jeg ingen kommentarer til. Jeg udtaler mig ikke til Avisen.dk", siger Søren Fibiger Olesen.
Hvad er Krifas officielle holdning til vielse af homoseksuelle par?
"Ingen kommentarer, hej."
Ingen homo-vielser i formandens kirke
Avisen.dk har skriftligt bedt Søren Fibiger Olesen svare på, hvordan han personligt stiller sig til vielse af homoseksuelle par. Og også om Fibiger støtter vielse af homoseksuelle par i garnisions- og sognekirken Sct. Michaelis Kirke i Fredericia, hvor Krifa-formanden er formand for menighedsrådet.
Men Fibiger er ikke vendt tilbage med svar.
Derimod oplyser sognepræst ved Fibigers kirke, Bjarne Hviid, at homoseksuelle par ikke kan vies i Sct. Michaelis Kirke.
"Både jeg og min kollega, kirkebogsførende sogne- og garnisionspræst Peter Østergaard Jacobsen har taget personlig beslutning om, at vi ikke foretager sådanne vielser. En beslutning, som menighedsrådet bakker op om, siger sognepræsten"