Da Steven Tyler tidligere i år bekendtgjorde, at han trængte til en lang pause fra rockbandet Aerosmith, var fansene lamslåede. Heldigvis besluttede resten af bandet sig for ikke at sidde stille og gik på udkig efter en forsanger til et nyt album og turne i 2010.
Manden bag bandets store succes i 1980'erne, John Kalodner, har tryglet bandet om at hyre rasta-pop-sangeren Lenny Kravitz til at fylde det enorme tomrum efter Steven Tyler. Men Kravitz siger nej. Han vil ikke en gang overveje at være frontmand i bandet.
"Selvom jeg er meget beæret over at bandet overvejer mig som forsanger, så er Steven Tyler en ven af familien, og der findes ingen stemme, der kunne fylde hans plads. Jeg håber bandet bliver sammen. De er klassiske," siger Kravitz på sin Twitterside ifølge contactmusic.com.