Hun gav den først gas til tekno-braget 'Sensation' i Parken sammen med cirka 20.000 andre - men endte aftenen på et hotel, hvor hun fik voldsomme tæsk af sin kæreste.
Det endte med, at den norske kvinde i nat blev indlagt med kraniebrud, fordi hendes kæreste havde overfaldet hende.
Det oplyser anklageren ved Dommervagten i København, Anette Risager, til ekstrabladet.dk.
Manden skal fremstilles i dommervagten i dag, men der skal først skaffes en norsk tolk.
Kvinden blev efter overfaldet indlagt på Rigshospitalet til observation for hjernerystelse og kraniebrud, oplyser anklageren.
Overfaldet skete på Hotel Wake Up Copenhagen, hvor kæresten også blev anholdt i nat. På det tidspunkt var han meget påvirket, og skulle "afgiftes", fortæller anklagere til ekstrabladet.dk.
Politiet vil ikke oplyse detaljer om parrets alder eller hvor i Norge, de kommer fra.
Kilde: Eb.dk