Morten Krampau trækker nu sin håndboldkarriere op på et endnu højere plan.
Den tidligere topspiller bliver nemlig ny formand for Håndbold Spiller Foreningen.
Morten Krampau blev tidligt i karrieren udråbt til et af dansk håndbolds helt store håb. Den stabile playmaker nåede at spille ligahåndbold for FIF København, Ajax København, FCK Håndbold og AG Håndbold og fik også 37 kampe i landsholdstrøjen.
Men i 2007 valgte Krampau at køre håndboldkarrieren i garagen. I stedet er han nu ved at uddanne sig til lærer.
"De mange erfaringer, som han kommer med fra sin tid som spiller, kombineret med alle de kompetencer, som han har erhvervet sig uden for banen, gør ham til en oplagt foregangsmand for os spillere," skriver den afgående formand Torben Vinter på spillerforeningens hjemmeside.
Målvogter for FCK og på kvindernes landshold, Christina Pedersen, skal samtidig være ny næstformand.