Den spanske håndboldstjerne Antonio Garcia har ikke fået løn i tre måneder i KIF Kolding København.
Det oplyser spanieren til TV 2 Sport, efter at det er kommet frem, at lønnen ikke altid falder til tiden i den hæderkronede håndboldklub.
- Jeg prøver at være forstående og hjælpe klubben så godt, jeg kan, siger Garcia.
Den 33-årige spanier har flere gange været i dialog med KIF-direktør Jens Boesen omkring den manglende løn. Han vil dog ikke oplyse, hvor mange penge han har til gode.
- Når Jens, som er chefen, siger, at problemerne vil blive løst, så er jeg nødt til at stole på ham, forklarer han.
Antonio Garcia har to gange har været så presset økonomisk, at han har taget fat i Jens Boesen for at få sine penge til at slå til. I begge tilfælde har spanieren fået hjælp.
- Min grænse går der, hvor jeg spørger om hjælp, og klubben siger, de ikke kan hjælpe mig. Men det er ikke sket indtil videre, siger han til TV 2 Sport.
Garcia ser det ikke som en udvej at nægte at spille kampe for KIF Kolding København.
- Jeg er en del af klubben nu. Der dukker jo ikke flere penge op ved, at vi nægter at spille. Det løser ikke problemerne, fastslår han.
KIF-direktør Jens Boesen beretter, at flere spillere er bagud med lønnen.
- Der er nogen, der ingenting er bagud. Så er der nogen, der er lidt mere bagud, og nogen der er lidt mere bagud. Sådan er det jo. Sådan vil det altid være, siger Jens Boesen til TV 2 Sport.
I weekenden udtalte sportschef Lasse Boesen til TV3 Sport, at spillere i forbindelse med deres ansættelse i KIF blev gjort bekendt med, at lønnen ikke altid falder til tiden.
Håndbold Spiller Foreningen, der er spillernes fagforening, vil umiddelbart ikke foretage sig noget. Direktør Michael Sahl Hansen oplyser til TV 2 Sport, at ingen spillere i KIF har lyst til at køre en sag.
/ritzau/