Alvorligt syge mennesker skal ikke tvinges til at møde frem på kommunens jobcenter hver fjerde uge for at tale om jobmuligheder. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) er klar til at ændre kravet, så meget syge kan få stillet deres sager stillet i bero i en periode, mens de bliver raske igen, skriver Kristeligt Dagblad.
"Jeg har læst Kristeligt Dagblads artikler og har også fået det dårligt med beskrivelsen af sagerne. Vi skal have skilt de tilfælde ud, hvor det at gå til en samtale direkte forværrer sygdommen. Det kan vi under ingen omstændigheder have. Vi skal i højere grad inddrage den lægefaglige vurdering i kommunens vurdering," siger Claus Hjort Frederiksen til avisen.
For de kræftsyge betyder det enormt meget, at de slipper for at skulle stille på jobcenteret, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.
"Det betyder, at man får mulighed for at hellige sig det, der er det vigtigste i den situation, nemlig at blive rask," siger Lars Kofoed, social- og sundhedspolitisk konsulent i Kræftens Bekæmpelse, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Om kort tid kommer der ny lovgivning på området, og her vil beskæftigelsesministeren give sagsbehandlerne mulighed for, at alvorligt syges sager kan sættes på pause ud fra lægefaglige vurderinger.
Meldingen fra ministeren kommer efter, avisen har beskrevet en række sager med kræftsyge patienter, der bliver tvunget til at møde frem til jobsamtaler i jobcenteret, hvis de vil opretholde den økonomiske støtte.