Kvinder skal stadig screenes for brystkræft.
Det mener overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Iben Holten, der stadig bakker op om screeningen, selvom ny dansk forskning viser, at screeningerne ikke fører til færre brystkræftdødsfald.
"Der er ganske mange andre undersøgelser, der viser det modsatte. Vi har lavet mammografiscreening i store dele af verden i de sidste mange år, og der er flere opgørelser og videnskabelige undersøgelser, der har vist, at det faktisk virker," siger Iben Holten til Newspaq.
Hun henviser sig til verdenssundhedsorganisationen WHO's rapport i 2002, som konkluderede, at screening reducerer dødeligheden med 25-35 procent, hvis hele den inviterede gruppe tager imod tilbuddet om screening for brystkræft.
Derfor vil Kræftens Bekæmpelse fortsat støtte op om screeningsordningen, som alle kvinder mellem 50 og 69 år får tilbudt hvert andet år.
"Lige nu og her vil vi stadig anbefale mammografiscreening, fordi det giver kvinderne en bedre overlevelsesmulighed, og det giver kvinderne en større chance for en mere skånsom behandling," siger Iben Holten.
I EU's vejledninger anbefales det, at 'gratis brystscreening af høj kvalitet bør tilbydes hvert andet år til kvinder på 50 år og derover'.
Ca 4.000 danske kvinder får hvert år konstateret brystkræft.