Meningen var egentlig at nedbringe sygefraværet. Men nu har et forsøg med seks-timers arbejdsdag på et norsk mejeri vist sig at have en glædelig side-effekt. De ansatte på mejeriet Tine i Norge oplever, at de har fået et bedre sexliv efter at forsøget blev sat i søen.
Chefen på mejeriet ønsker ikke at kommentere sine ansattes lagengymnastik, men siger blot;
- Jeg vil ønske de ansatte lykke til, siger Jan Eiler Wessel, der er mejerichef, til netavisen nrk.no.
Chefen har også selv grund til at glæde sig. Forsøget med seks-timers arbejdsdag har nemlig betydet, at produktiviteten er steget og det til lavere omkostninger. Derfor er det besluttet at gøre forsøgsordningen permanent.