De offentligt ansatte FTF'ere bruger hver en time om dagen på at dokumentere deres arbejdsindsats. Det betyder, at FTF'erne tilsammen bruger 60 millioner timer om året på dokumentation. Omregner man det til fuldtidsstillinger, svarer det til 36.000 menneskers samlede arbejdsindsats.
Det viser beregninger, som FTF har foretaget på baggrund af en ny undersøgelse blandt 1.600 FTF-medlemmer i den offentlige sektor.
På den baggrund opfordrer FTF-formand Bente Sorgenfrey regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) til at bruge en del af forhandlingerne om den kommunale økonomi til at overveje, om ikke en del af de 60 millioner timer kunne bruges til betjening af borgerne
Hun understreger, at FTF ikke er modstander af al form dokumentation.
"Tværtimod er dokumentation helt nødvendig for at udvikle kvaliteten. Men den skal være meningsfuld og fokusere på kvaliteten og kerneydelsen. Og her viser de nye tal f.eks., at jo mere medarbejderne inddrages, jo mere oplever de, at dokumentationen bidrager til både bedre service for borgerne og til faglig udvikling", siger Bente Sorgenfrey.
I undersøgelsen har de ansatte svaret på, hvor meget tid de bruger på dokumentation i løbet af en gennemsnitlig arbejdsdag. De fleste bruger mellem nul og to timer hver dag. Nogle bruger mere end to timer om dagen, mens andre bruger under en halv time dagligt på at dokumentere deres arbejdsopgaver.