De sorte ting i dit morgenbrød er tilsyneladende ikke altid rosiner.
Ved en fødevarekontrol på københavnske bagerier forleden nat, fandt myndighederne både cigaretaske, edderkopper og muselort i bagerierne. Det skriver B.T.
13 bagerier blev undersøgt, og 11 af dem blev knaldet for uhygiejniske forhold. Seks bøder og 20 indskærpelser blev uddelt.
"Resultatet var nedslående. Det var basale forhold som for høj temperatur i køledisken, manglende rengøring og hygiejne, og flere steder var der skadedyr, som vi fandt," siger fødevarechef fra Fødevareregion Øst, Bjørn Wirlander, til B.T.
Ifølge avisen var det blandt andet Mevlana Engrosbageri i Valby og Ali's bageri på Nørrebro, der fik bøder på 10.000 kroner for forholdene. Og det var ikke første gang, at stederne var blevet besøgt.
"Det er klart, at de steder, vi udvalgte, var steder, som vi i forvejen havde et godt øje til. Men derfor er det stadig overraskende," siger Bjørn Wirlander.
Brancheorganisationen bager og konditorimestre i Danmark er bekymret over forholdene i København.
"Det korte af det lange er, at der skal ryddes op i branchen. Vi kan ikke leve med, at nogle bagere er ligeglade med hygiejnen, og om folk arbejder sort," siger organisationens formand, Hardy Christensen, til B.T.
Skat, Udlændingeservice og Arbejdsdirektoratet var også med på kontrolbesøgene, og de fandt fem uden arbejdstilladelse og ni, der enten arbejdede sort eller fik offentlige ydelser.