Et af de mere kuriøse forslag i Arbejdsmarkedskommissionens forslag til, hvordan danskerne kommer i gang på arbejdsmarkedet, går på at give en skattebonus på 10.000 kroner til studerende, der inden for to år begynder på en videregående uddannelse.
Baggrunden for forslaget er, at gennemsnitsalderen for hvornår unge bliver færdige med uddannelsen er for høj, lyder det fra kommissionens formand, Jørgen Søndergaard.
28,6 år er en færdiguddannet i gennemsnit. Ideelt set kunne det tal lyde på 24 år.
For at finansiere skattebonusen til de hurtige vil kommissionen begrænse SU'en til unge, der kommer sent i gang med studierne, til nomineret studietid.
"Altså, når man begynder studierne senere, så må man også have overvejet nærmere, hvad man vil studere. Derfor mener vi, det er fair, at pengene vi sparer ad den vej, bliver givet i bonus til dem, der kommer hurtigt i gang," siger kommissionsformand til Jørgen Søndergaard til Nyhedsbureauet Newspaq.
Kommissionens skattebonusforslag går konkret på, at studerende - der vil have skattebonus - skal bestå første års eksamen på en videregående uddannelse seneste tre år efter, de er blevet færdige med en adgangsgivende eksamen - typisk studentereksamen.