Danmark skal igen være et af de lande, der betaler allermest af bruttonationalindkomsten (BNI) i ulandsbistand.
Det mener De Konservative, der vil hæve ulandsbistanden efter 2013, ifølge Berlingske.
"Jeg håber, VK-regeringen efter 2013 kan se muligheder for at hæve udviklingsbistanden igen, og vi tager gerne forhandlinger med S-SF og De Radikale om det," siger Lars Barfoed til Berlingske.
I går fremlagde S-SF og De Radikale et bud på en fælles udenrigspolitik, hvor udviklingsbistanden skal bringes tilbage på en procent af BNI, sådan som den var før 2001.
I genopretningsaftalen mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti blev bistanden fastfrosset frem til 2013, så den udgør 0,76 procent af BNI.
Dansk Folkeparti kalder de nye meldinger fra Lars Barfoed for en "kamikaze-mission".
"De Konservative spiller et meget, meget farligt spil, som får mig til at tænke, at De Konservative kun tænker på, hvordan de kan rede deres eget skind og ikke regeringen. Det er virkelig skammeligt," lyder det fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen ifølge Berlingske.