Den lille regeringspartner har ikke lyst til at forholde sig til Finansministerens åbenmundethed.
"Det Konservative Folkeparti har ingen kommentar til selve indholdet, inden Lars Løkke Rasmussen fremlægger 2020-planen," lyder den korte melding fra partiets finansordfører, Mike Legarth (K).
Efterlønnens død er en konservativ mærkesag, og de jublede over Løkkes nytårstalebudskab om dens endeligt.
Claus Hjort Frederiksen (V) har dog i dag udtalt til Politiken, at efterlønnen alligevel ikke må lade livet; en udtalelse der er dukket op inden fremlæggelsen af selve planen. Og noget, der ikke er klappet af med regeringspartneren.
"Jeg tror, Claus Hjort er blevet misforstået af Politiken. Vi mener det samme, vi har gjort hele tiden; nemlig at efterlønnen afskaffes for dem, der er under 45 år fra 2011, som vi hele tiden har sagt," slår Legarth fast.
Men finansministerens budskab i avisen var nu temmelig klart; at en total afskaffelse af efterlønnen alligevel ikke var et kardinalpunkt. Er det efter aftale med de konservative, at han siger det?
"Jeg er ikke enig i det, du siger her. Det, som Lars Løkke Rasmussen fremlagde i sin nytårstale er også det, vi har som udgangspunkt til forhandlingerne," lyder de sidste ord fra Mike Legarth til denne sag.