Det er formentlig ikke udpræget morsomt at være medlem af den konservative folketingsgruppe i disse dage.
Det var i hvert fald ikke en jovial og løssluppen stemning, der prægede de konservative politikere, da de i dag en for en med hastige skridt ankom til gruppemøde.
"Ingen kommentarer," lød det fra hver eneste af dem i modsætning til optakten til mødet i går, hvor der var plads til spøgefuldheder mellem journalisterne og folkene i det svækkede regeringsparti.
Formanden selv, Lene Espersen, er i sin rolle som udenrigsminister i Qatar, mens der i baglandet, bag lukkede døre og i krogene bliver talt om hendes snarlige exit fra formandsposten. Både justitsminister Lars Barfoed og økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen har været på tale som mulige afløsere, men ingen af de indblandede på Christiansborg vil altså udtale sig om sagen.