Mens flere venstrefolk bakker op om den kritik, Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard har rettet mod regeringens to øverste, Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen, ophidser frontalangrebet i den grad den konservative folketingsgruppe.
Nyhedsbureauet Newspaq har talt med mange konservative, og billedet er ens - Pia Kjærsgaard og hendes højre hånd ødelægger chancen for et borgerligt flertal efter næste valg. Og de ved i øvrigt ikke, hvad de snakker om.
At DF-toppen overhovedet ikke engang pippede det mindste til regeringen om, at de havde forberedt en bredside mod Venstre og konservative, er nærmest absurd, lyder dommen fra de konservative.
"Hvis Dansk Folkeparti ville VKO's samarbejde godt, var kritikken noget, man tog på de indre linjer og snakkede om der. Så det lader ikke til, at de har interesse for det samarbejde," slår Steen Konradsen (K) fast over for Newspaq.
Han bakkes op af Tage Legaard (K), som samtidig undrer sig over, at angrebet kommer netop nu.
"I mine øjne har vi et godt samarbejde i den borgerlige lejr. Så det er virkelig ærgerligt, at de har behov for at sende sådan noget ud nu," siger han til Newspaq.
Flere medlemmer vil ikke direkte citeres, men lægger omvendt ikke skjul på deres harme. Især i forhold til kritikken af Lene Espersens mødeaflysning på grund af sin ferie, får ét medlem til at slå i bordet.
"Jeg ved, hvad det vil sige, når man har små børn, så jeg bakker hende i den grad op. Nu går der simpelthen for meget selvsving i det for DF," slår medlemmet fast og griner samtidig af de andre politikere og kommentatorer, der har rettet skytset mod Lene Espersen.
"Prøv lige at læse Hans Engells kones bog, prøv lige at spørge Henrik Qvortrup, Mogens Løkketoft eller Niels Helvegs børn om, hvor meget de så til deres far som små, og hvordan familielivet fungerede. Det med ferier skal man fandme holde fast i!," lyder det til Newspaq.
Tage Legaard mener dog, at Lene Espersen nok havde ageret anderledes, hvis hun kunne have forudset mediestormvejret.
"Jeg gætter på, at Lene havde afbrudt sin ferie, hvis hun havde vidst, hvilket postyr det her ville medføre. Men jeg synes ikke, at sagen kan bære al den her opmærksomhed," slår han fast til Newspaq.