Efter ti år i regering er de konservative klar til at opgive magten - også selv om Lars Løkke skulle blive genvalgt som statsminister.
Hvis de konservative ikke får nok stemmer til at få tilpas meget indflydelse, så tager de hellere en periode som støtteparti end som regeringsparti, skriver Politiken.
Sådan lyder meldingen fra det konservative bagland.
"Man skal sidde der, hvor man får mest indflydelse. Som det er lige nu, så er det måske meget godt, at vi tager en periode udenfor, så vi kan få markeret nogle konservative synspunkter," siger den københavnske lokalformand, Andreas Boisen til Politiken.
Bestyrelsesmedlem Jens Salling er enig i, at politisk indflydelse er afgørende for partiets fremtidige rolle i Folketinget.
"Der skal skattelettelser med i regeringsgrundlaget for den kommende periode. Ellers skal vi stå udenfor, siger han til Politiken.
Lars Barfoed afviser ikke baglandets krav, men holder samtidig alle døre åbne.
"Vores mål er klart at fortsætte en VK-regering, men jeg kan da ikke udelukke, at der opstår en situation, hvor det er fornuftigt for os ikke at indgå i en regering," siger han til avisen.
Kilde: Politiken