Det er absolut upassende og direkte forkert, når integrationsminister Søren Pind (V) på sin Facebook-profil skriver, at Østerild-aktivisterne og massemorderen Anders Behring Breivik kan sammenlignes som ekstremistiske.
Det mener regerings-vennerne fra De Konservative.
"Jeg synes ikke, at man kan sammenligne det, der er sket i Norge med det de demonstrationer, der sker i Østerild. Det kan ikke, og det skal ikke sammenlignes. Det er helt ude af proportioner at gøre det," siger politisk ordfører i De Konservative, Carina Christensen, til Newspaq.
Efter det forfærdelige massemord i Norge diskuteres det nu, om tonen i dansk politik er blevet for skarp. Så skarp, at det kan tænde en gnist hos mennesker, der går med samme blodige tanker som massemorderen Anders Behring Breivik.
Tonen i dansk politik er hård, men Søren Pinds ytringsfrihed skal der ikke pilles ved. Heller ikke selvom han er minister og flere gange har skrevet kontroversielle ting på Facebook, som har vakt undren.
"Der er en hård tone i den danske debat, men den er ikke usund. Inden for ytringsfrihedens grænser skal Søren Pind have lov til at sige, hvad han vil," siger ordføreren.
Til spørgsmålet om ikke Søren Pind med sin udtalelse er primus motor for en usund tone i dansk politik, er Carina Christensens svar kort og godt:
"Søren Pind er Søren Pind."