Det er ligner mere end nogensinde Lene Espersen alene i verden. Folketingsgruppen har nu angiveligt vendt partilederen ryggen og lokalkredse landet rundt raser. Men de godt 1.600 medlemmer af Konservativ Ungdom støtter fortsat op om partilederen.
"Så længe Lene Espersen er leder af partiet, så støtter vi op om hende. Vores udgangspunkt er, at vi til enhver tid støtter den siddende partileder," siger Konservativ Ungdoms formand Lasse Honoré Rasmussen til Newspaq.
Den konservative ungdom kan ellers se moderpartiet i frit fald. Meningsmålingerne fortæller om konservativt blodbad på Christiansborg, hvor partiet står til en halvering - og landet over raser lokalkredsene mod Lene Espersen.
Ungdomspartiet er da bestemt heller ikke tilfreds med folketingsgruppens politik, men formanden afviser, at melde sig i koret der kræver lederskifte.
"Vi gider ikke det personfnidder. Det må være op til andre rundt om i landet at råbe op. Vi koncentrerer os udelukkende om at fremme konservativ politik. Den politik, som folketingsgruppen fører har vi været meget utilfredse med i de sidste ti år," siger formanden.
Lasse Honoré Rasmussen erkender, at den massive dækning af Lene Espersens person overskygger partiets politik, men en ny leder vil han ikke pege på.
"Det er ærgerligt, at medierne har kørt så massivt på Lene Espersen, men som sagt koncentrerer vi os om politik og ikke personer," siger ungdomsformanden.
Konservativ Ungdom har trods moderpartiets krise oplevet en medlemsfremgang på 30 procent i 2010.