De slog sig op på bæredygtighed og drev den anmelderroste restaurant ”Stedsans in the Woods” i pagt med naturen. Men eventyret endte brat i februar, da Mette Helbæk og Flemming Schiøtt gik konkurs efter otte år i de svenske skove. Og nu afslører Politiken i samarbejde med den svenske avis, Dagens Nyheter, at efterladenskaberne fra konkursboet langt fra lever op til parrets bæredygtige idealer.
Udover en skattegæld på 3,1 millioner svenske kroner har parret efterladt 158 tønder med lort – bogstaveligt talt.
Mette Helbæk og Flemming Schiøtt har nemlig efterladt 158 tønder med afføring fra deres gæster i den svenske by Hyltebruk i Halland. Og det er ikke bare ulækkert, men også ulovligt ifølge den svenske miljølovgivning, skriver Politiken. Overfor B.T. afviser Flemming Schiøtt dog, at parret har overtrådt miljøloven.
Da parret i februar erklærede sig konkurs, forlød det samtidig, at Mette Helbæk og Flemming Schiøtt sammen med deres tre børn var flyttet til Guatemala – og ikke havde planer om at vende tilbage til restaurationsbranchen.
- Vi har mistet alt. Det er rigtig, rigtig hårdt for mig, at vi ikke kunne fortsætte Stedsans. Men til sidst måtte vi se i øjnene, at der bare ikke var mere tilbage på vores ressourcekonto, hverken energimæssigt eller økonomisk, lød det dengang fra Mette Helbæk til Berlingske.