På banen har sæsonstarten været hæderlig for den nye håndboldsatsning FIF, der har hold i både mændenes og kvindernes bedste liga. Men uden for håndboldgulvets streger flyder det hele. Det får nu bestyrelsesformand Claus Lindholm til at trække sig, oplyser han i en mail til håndboldsitet hbold.dk.
"Desværre er vi ikke lykkedes med vores planer, og det skal jeg være den første til at beklage over for spillere, stab og ikke mindst klubben," lyder det blandt andet fra den afgående formand i mailen.
Ingen af spillerne har fået løn siden sæsonstarten, oplyser TV2, der tilføjer, at alt tyder på, at FIF er færdig som professionel håndboldklub.
Den hurtige, økonomiske nedtur for hovedstadsklubben ærgrer den tidligere landsholdsspiller Josephine Touray, der spiller for FIF's ligahold.
"Det føles selvfølgelig mærkeligt, at blive stillet noget i sigte og være gået ind i et projekt, som vi var rigtig mange, der troede på, men som så har vist sig ikke at være bæredygtigt," siger hun til TV2.
For FIF's herrehold er det indtil videre i sæsonen blevet til en sejr og et knebent nederlag. Dameholdet har vundet en kamp og tabt to.