Ritzau
Opdateret kl. 17:00
Norges kong Harald måtte fredag indlægges på Rikshospitalet i Oslo med en infektion.
Det oplyser hoffet i en pressemeddelelse søndag, hvor det dog også understreges, at det ikke er videre alvorligt.
- Tilstanden er tilfredsstillende, og kongen er i bedring, står der i den meget kortfattede meddelelse.
Den 80-årige konge har ifølge avisen VG aflyst sit program mandag, men derudover er kalenderen uændret.
Kong Harald har et par gange siden årtusindskiftet måttet lade sig indlægge.
I 2003 fik han konstateret blærekraft, som han blev opereret for, og to år senere gennemgik han en hjerteoperation.
Han er dog ikke mere alderssvækket, end at han sidste år deltog i verdensmesterskabet i sejlsport i den klassiske bådtype 8mR.
Han og dronning Sonja har begge fejret runde fødselsdage i år, og den fælles 80 års fødselsdag blev blandt andet markeret med en festmiddag 10. maj i Oslo.
Der er ingen forlydender om, hvornår kongen kan forventes at blive udskrevet igen.
/ritzau/