Man skal passe på med træde filmbranchens dyre drenge over tæerne - især hvis man producerer kondomer.
En schweizisk sexshop-kæde har rodet sig ud i juridiske problemer, efter at de hentede inspiration fra Harry Potters magiske univers.
Filmselskabet Warner Brothers sagsøger nu firmaet bag kondomerne ved navn 'Harry Popper'. Det skriver den schweiziske avis Bote.
På forsiden af pakken ses den kondom-formede fyr 'Harry Popper', der svinger sin tryllestav.
"Enhver, der ser kondomer fra 'Harry Popper', tænker automatisk på Harry Potter. Min klients image er i fare," siger Warner Brothers' advokat.
Schweizerne, der står bag kondomerne, ser anderledes på sagen.
"Folk, der ser Harry Potter-film, er ikke kunder i vores butikker. Magic X har bygget et uafhængigt og vellykket brand," siger de til Bote.
Men sexshop-kæden frygter ikke, selvom sagsanlægget kommer fra en af verdens største filmproducenter.
"Her er tale om David mod Goliat. Men det er ikke nødvendigvis Goliat, der vinder," siger de.
Retten afgør til september, om schweizerne fortsat skal have lov til at sætte 'Harry Popper' på tryllestaven.