Det skal være billigere at dyrke sikker sex.
Den socialdemokratiske gruppe i EU har netop fremlagt et forslag i parlamentet om, at momsen på præventionsmidler som kondomer og p-piller skal sættes kraftigt ned til fem procent mod 25 procent i dag. Det vil betyde, at man fremover skal kunne få en kondompakke med 10 styk en tier billigere.
»Vi må bruge alle midler i kampen mod hiv. Og da prisen betyder noget for unge, så må man gøre det billigere at beskytte sig,« siger det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet Britta Thomsen, der sider i gruppens ligestillingsudvalg.
Og formanden for alle EU s socialdemokrater, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, bakker op om de lavere kondompriser.
Antallet af unge mellem 18 og 24 år, der får konstateret en kønssygdom, er nemlig kraftigt stigende, ifølge tal fra Statens Serum Institut. Det gælder både for gonoré og kønsvorter, men også for klamydia, hvor man i 2006 påviste godt 25.000 smittede – hvilket er mere end dobbelt så mange som for ti år siden.
Foreningen Sex og Samfund er begejstret for forslaget og vil gerne have momsen væk på kondomer, når regeringen alligevel vil fjerne moms på frugt og grønt
»Prisen har stor betydning for unge, når de skal købe kondommer eller dyrere produkter som p-plastre. Hvis vi også får momsen på frugt ned, kan unge jo både få sunde mad- og seksualvaner,« siger lægelig leder Charlotte Wilken-Jensen.
Ja, selv Dansk Folkeparti er positive.
»Hvis det ikke er alt for dyrt at administrere, så er vi for,« siger sundhedsordfører Liselott Blixt, som dermed danner en alliance med den lige så begejstrede Enhedsliste.
Også De Konservative lover, at kigge på kondommomsen, når de også skal se på moms på frugt og grønt.
Tilbage står de danske socialdemokrater, der ikke helt deler deres partikammerater i EU s indstilling:
»Vi er generelt imod, at der er forskellig moms på varer,« siger sundhedsordfører Jens Peter Vernersen.