Den politiske situation i Irland er kaotisk. I går aftes trådte premierminister Brian Cowen er tilbage som formand for regeringspartiet Fianna Fáil. Men han bliver ved med at være premierminister.
"Konsekvenserne er jo mildest talt forvirrende, for det er jo aldrig sket, at man har en statsminister, som ikke er leder af det regerende parti," siger Michael Bøss, der er lektor på Århus Universiet med stor indsigt i irske forhold.
Han mener, at det afgørende bliver en mistillidsafstemning i det irske parlament, hvor oppositionen vil erklære sin mistillid til premierministeren.
"Hvad der er lidt usikkert er, hvordan Brian Cowens egne partimedlemmer vil stille sig i den her situation," mener Michael Bøss.
Hvis de ikke støtter op, så er det farvel og tak til Brian Cowen, og Irland skal til valg. Og dermed kan partiet se ud til at tabe magten.
"De problemer Irland står med i øjeblikket kræver nok et meget hurtigt valg, og det er jo også det, oppositionspartierne siger," fortæller lektoren.
Hvis ikke der kommer valg nu vil det senest blive udskrevet til marts.