Hvis du har fået afslag på revalidering af kommunen, så kommer du sandsynligvis ikke langt med en klage. Der er nemlig ikke en finger at sætte på sagsbehandlingen.
Blåstemplingen af kommunernes arbejde kommer fra Ankestyrelsen, der har undersøgt afgørelserne på ansøgninger fra borgere, som gerne vil på revalidering.
Og konklusionen er klar. Styrelsen er enig i alle de afgørelser, hvor kommunen har givet afslag.
"Det er godt, at kommunerne foretager en samlet vurdering af borgeren i forhold til det almindelige arbejdsmarked, uddannelsesmuligheder og viften af tilbud i lov om aktiv beskæftigelsesindsats - uanset om der er tale om bevilling eller afslag," siger chef i Ankestyrelsen Karin Rasch til styrelsens hjemmeside.
I 89 procent af de sager, hvor en borger har fået bevilget revalidering, er Ankestyrelsen enig i afgørelsen.
I blot seks procent af sagerne om bevilling har Ankestyrelsen bemærkninger til sagsbehandlingen.