Kommunerne har brugt millioner af kroner på at forberede den omstridte obligatoriske madordning i daginstitutionerne. Men regningen sender kommunerne videre til regeringen.
Sådan lyder den kontante melding fra formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Erik Fabrin (V), og næstformand Anker Boye (S), der fredag mødtes med social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V). Det skriver TV2.
"Når Folketinget har besluttet sig for, hvad de vil, så gør vi de spildte omkostninger op og ser på, hvad den nye ordning koster. Så må vi drøfte regningen med regeringen," siger Erik Fabrin.
Han bakkes op af Odense-borgmester Anker Boye.
"Der bliver regninger ud af det her. Vi er halvt inde i implementeringen, og så kommer der nye signaler fra Folketinget," siger han.
Karen Ellemann vil dog ikke svare på, om regeringen vil betale den store regningen.
Ved årsskiftet begyndte de første kommuner at servere mad i vuggestuer og børnehaver som en konsekvens af den obligatoriske madordning, som regeringen har indført.
Men ordningen ophørte efter få dage, da partierne bag ordningen forlangte mere fleksibilitet, så forældrene selv kan bestemme, om de vil smøre madpakker eller overlade opgaven til kommunerne.