I dag vælger mere end hver tredje en privat hjemmehjælper frem for den kommunale til den praktiske hjælp. Det viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik.
Men hvis det fortsætter med at stige, så er giver det to problemer i kommunerne.
- For det første kan kommunen miste ekspertise, for det andet så kan man opleve, at man ender med de tungeste patienter eller de patienter som er i yderområderne, vurderer lektor i Statskundskab på Syddansk Universiet, Niels Ejersbo overfor DR Fyn.
I Faaborg-Midtfyn Kommune er man begyndt at mærke, hvilken betydning det kan få, når mange borgere fravælger kommunen.
Her har man allerede afskediget flere medarbejdere, og så har man fra i år forsøgt at organisere sig bedre, fortæller formand for Socialudvalget, Herdis Hanghøi.
- Vi har optimeret ved at slå hjemmeplejen og hjemmesygeplejen sammen, således at vi på den måde kan sikre, at der kommer færre personer ud i hjemmene, fortæller Herdis Hanghøi.
Selvom flere vælger privat hjemmehjælp frem for den kommunale er det ikke ensbetydende med at kvaliteten er blevet bedre, oplyser DR Fyn.
Indtil nu er der nemlig ikke nogle undersøgelser, der har vist, at kvaliteten bliver bedre på grund af konkurrencen, siger Niels Ejersbo.