Ifølge dansk lovgivning skal du som borger have udleveret en folder fra Donorregistret, når du bestiller et nyt pas. Det glemmer kommunerne, skriver Politiken.
Det viser Politikens rundspørge til landets borgerservicecentre, som blandt andet står for udstedelsen af pas og kørekort.
Blandt landets 10 største kommuner er det kun en enkelt af dem, der udleverer den røde folder, hvor borgeren har mulighed for at svare 'ja', 'nej' eller 'ved ikke' til, om man vil donere alle eller visse organer i tilfælde af hjernedød.
Et bredt flertal i Folketinget vedtog ellers i 2008, at alle der bestiller nyt pas, samtidig skal have udleveret et skema til Donorregisteret.
Af de 51 kommuner der har svaret fortæller 10, at de ikke vidste det, og 32 fortæller, at folderen står, så folk selv kan tage den.
I starten af 2011 stod 552 i Danmark på venteliste til et nyt organ. I 2010 døde 36 personer, mens de stod på listen.
Kilde: Politiken.dk