Kun seks af landets 98 kommuner har en kvinde ansat i topjobbet som kommunaldirektør.
Det skriver Jyllands-Posten fredag.
Det forsvindende lille antal står i skærende kontrast til, at otte ud af ti kommunalt ansatte er kvinder.
"Antallet af kvindelige kommunaldirektører ligger alt for lavt, og når procentdelen er faldet efter kommunalreformen, er det udtryk for, at man i den store omvæltning har foretaget det sikre valg. Det har så været en mand," siger Jens Chr. Birch, formand for Kommunaldirektørforeningen til Jyllands-Posten.
Før kommunalreformen var 10 procent, svarende til 30, af stillingerne besat af kvinder.
Ligestillingsminister Lykke Friis er ikke begejstret over det faldende antal.
"I modsætning til andre sektorer har kommunerne faktisk gode kvindekort på hånden, fordi der er mange kvinder ansat. Fødekæden fejler ikke noget, så der er ikke rigtig nogen undskyldning," siger hun til Jyllands-Posten.
Bodil Otto, formand for HK/Kommunal, har en forklaring på kvindemanglen i toppen.
"De rekrutteringsfirmaer, som kommunerne benytter sig af for at få en topchef, har ikke kvinder nok i deres netværk," siger hun til Jyllands-Posten.