"Vi har lige fået to sygemeldinger. Kan du tage en ekstra vagt i dag, selvom du har fri?"
Flere og flere chefer i ældreplejen vil blive tvunget til at stille det spørgsmål.
Godt hver sjette kommune vil nemlig afskaffe vikardækningen til næste år, viser en rundspørge blandt kommunernes ældrechefer, som FOA har fået lavet.
Sektorformand for FOA, Karen Stæhr, kalder udviklingen bekymrende.
"Når kommuner sparer vikardækningen ved sygdom og ferie væk, så betyder det, at de faste medarbejdere bliver presset til at tage flere vagter. Det vil få store konsekvenser for arbejdspresset, og det er et bekymrende skråplan," siger hun.
Besparelserne vil også få konsekvenser for borgerne.
"Hvis man har en køreliste med ti besøg, og man pludselig får presset tre besøg mere ind, fordi der er sygdom, så vil det selvfølgelig betyde, at man får mindre tid hos den enkelte borger. Og flere og flere steder vil man ende med at køre med weekendbemanding på hverdage," siger Karen Stæhr.
Undersøgelsen viser, at 16 procent af kommunerne vil bruge fastansatte ved sygdom og ferie i stedet for vikarer.
Samtidig svarer 55 procent af de adspurgte ældrechefer, at kommunerne i tilfælde af sygdom vil skære i tiden, så der bliver afsat mindre tid til hver enkelt opgave.