Ældre borgere skal ikke vaskes med engangsservietter for at spare kommunale penge.
Sådan lyder opsangen fra sygeplejerske Aase Fremmelevholm, der har været ansat på Odense Universitetshospital (OUH) i 40 år.
Hendes røffel bliver givet til Nyborg Kommune, der fra 2018 har besluttet at erstatte vand og sæbe med engangsservietter, når de ældre i kommunens plejeboliger og plejecentre skal vaskes. Det skriver TV 2 Fyn.
Der er intet, der kan erstatte vand og sæbe, mener Aase Fremmelevholm. De ældre risikerer at få en underlig, sur lugt, hvis de dagligt bliver vasket med engangsservietter, lyder det fra hende.
- Når man bruger vaskeservietter, får man ikke fjernet de døde hudceller. Alle plejestofferne sidder i huden, og de kan være gode nok at have, men de fjernes ikke, uden at du skal skylle det over. Jeg har også oplevet, at der, hvor de har tør hud, er det ikke nok med vaskeservietterne, forklarer Aase Fremmelevholm til TV 2 Fyn.
Holdningen deles dog ikke af Mette Bill Ladegaard, der er Nyborg Kommunes sundheds- og ældrechef. Andre kommuner har nemlig gode erfaringer med servietterne, lyder det. Den kommunale chef understreger, at kommunens ældre stadig kan få tilbudt et brusebad én eller flere gange om ugen.
Producenten Arion Group påpeger, at servietterne på ingen måde kan erstatte et brusebad. Og bliver man ikke vasket rigtigt, kan servietterne i værste tilfælde udvikle svamp.
- Det er selvfølgelig klart, at hvis man efterlader for meget fugt i et lukket område, hvor der er hud mod hud, er der en risiko for, at man kan danne svamp, fortæller Pia Arngrimsen, salgschef i Arion Group.