Forstanderen på bostedet for udviklingshæmmede, Inge Marie i Ringsted, er sendt på ufrivillig ferie.
Det sker efter, at den kommunale tilsynsmyndighed Revas' undersøgelse har vist, at der er alvorlige problemer på bostedet, skriver DAGBLADET Ringsted.
- Vi blev gjort opmærksom på nogle forhold på Inge Marie, som bekymrede os. Vi satte derfor Revas på sagen, og deres undersøgelse faldt ikke heldigt ud. Der er alvorlige problemer på stedet, siger konstituteret social- og sundhedsdirektør i Ringsted Kommune Lars Bøjesen til avisen.
Bostedet er ikke et af Ringsted Kommunes tilbud, men kommunen har myndighedsansvar.
Hos Fonden Mariehjemmene, som står bag bostedet, har man også været i kontakt med Revas, og bedømt ud fra bestyrelsens reaktion er det forstanderens ledelsesstil, som problemerne er funderet i.
- Hvis der er dokumentation for den undersøgelse, som Revas har fortalt os om, så er det meget alvorligt og foruroligende for at sige det pænt, siger bestyrelsesformand i Fonden Mariehjemmene Jesper Maarbjerg og tilføjer:
- Undersøgelsen viser en måde at drive institution på, som vi ikke kan acceptere eller vil lægge navn til. Forstanderen er derfor fritaget fra tjeneste med henblik på en senere afskedigelse
DAGBLADET Ringsted erfarer desuden, at forstanderen er blevet politianmeldt af en borger for opfordring til vold mod udviklingshæmmede, forsøg på frihedsberøvelse af beboere samt mobning af beboere.
Forstanderen har ikke ønsket at udtale sig til DAGBLADET Ringsted.