Efter fyring af firma: Kommune skal ansætte 70 medarbejdere
Mogens Pedersen, kommunaldirektør i Varde Kommune, håber på at få ansat 40-50 medarbejdere i dag til at rengøre kommunen. Foto: Varde Kommune
Varde Kommune mangler omkring 70 mennesker til rengøring af kommunens bygninger såsom plejehjem og børnehaver. Kalenderen i dag står derfor på jobsamtaler fra morgen til aften.

I Varde Kommune har man travlt med at finde rengøringspersonale til børnehaver, skoler og andre kommunale bygninger, inden de bliver helt tilsmudsede. Kommunen mangler nemlig omkring 70 ansatte til rengøring, efter den har valgt at fyre det tidligere rengøringsfirma, KN Rengøring.

Fyringen skete, efter politiet har sigtet fem udenlandske medarbejdere for at arbejde illegalt, skriver TV Syd.

Siden klokken 8 i morges har kommunen holdt ansættelsessamtaler, der vil vare frem til klokken 16. Kommunaldirektør i Varde Kommune, Mogens Pedersen, håber, at dagen bliver succesfuld, så kommunen kan holdes ren.

- Det er vigtigt for os at få ansat en del i dag. Hvis der ingen ansøgere kommer i dag, så har vi et problem. Hvis vi derimod kan besætte 40-50 stillinger i dag, så er det en succes, sagde han til TV Syd, inden en lang dag med samtaler startede.

Kommunen har indgået en aftale med Forenede Service A/S resten af året. Her var driftsdirektør Tom Arnskov håbefuld inden samtalerne gik i gang. Der var nemlig mødt mange rengøringsparate jobsøgende op på kommunen fra morgenstunden.

- Det er et antal, som er meget overraskende, så jeg tror, at vi får fat i de nødvendige antal ansatte, siger Tom Arnskov til TV SYD.