Kommunalbudgettet blev slanket med 150 millioner kroner i år i Roskilde Kommune. Til næste år skal der skæres ned for 90 millioner kroner.
Og det kan føre til nedlæggelse af 188 fuldtidsstillinger i kommunen. Det skriver Dagbladet Roskilde.
Det er ikke mindst på skole- og børneområdet, hvor flere nednormeringer, sommerlukninger af institutioner og rammebesparelser bliver til virkelighed til næste år.
Samtidig kan borgerne i det midtsjællandske se frem til øget brugerbetaling, mindre tilskud og forringelser i servicen.
"Det vil ramme forskelligt, fordi vi også prøver at være socialt ansvarlige, men det er klart, at nogle ting også vil være klokkeklare effektiviseringer, der vil kunne mærkes. Det bliver hårdt,! siger borgmester Joy Mogensen (S) til Dagbladet Roskilde.
SF er med på, at der skal livremmen skal spændes gevaldigt ind.
"Vi gambler for højt, hvis vi sætter en mindre ramme for budgetforbedringer end 90 mio. kr. Det bliver barskt, men det er den situation, vi må håndtere. Vi skal turde træffe de nødvendige beslutninger, også selv om de ikke er populære," siger Henrik Stougaard (SF) til Dagbladet Roskilde.
Kilde: Dagbladet Roskilde