Et nyt makkerskab er født.
Det står klart efter justitsminister Morten Bødskov (S) her til formiddag har præsenteret kommissoriet for den undersøgelseskommission, der skal kulgrave skattesagen.
Kommissionen skal nemlig arbejde tæt sammen med Københavns Politi. Det sker, fordi ordensmagten har valgt at overlade det til kommissionen at undersøge, hvordan personfølsomme oplysninger kunne havne i pressen.
"Det er klart, der vil være en løbende dialog mellem kommissionen og Københavns Politi," sagde ministeren på pressemødet.
Dermed skal bl.a. Ekstra Bladets påstand om, at Peter Arnfeldt, tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor, for godt et år siden forsøgte at lække afgørelsen til avisen, undersøges af kommissionen.
Morten Bødskov var i dag ikke villig til at oplyse yderligere om, hvorfor politiet nu overlader afhøringer til kommissionen.
"Det er Københavns Politis anbefaling," lød det gentagende gange, da reportere ville have samarbejde nærmere uddybet.
Hvem der skal afhøres, blev der ikke sat navne på i dag, men der er tale om ministre, særlige rådgivere og embedsfolk. Under de offentlige afhøringer - der ifølge Bødskov efter alt at dømme ikke vil blive tv-transmiteret - vil de have samme retsstilling som personer, der under normale omstændigheder bliver afhørte af politiet.
"Hvem der skal afhøres er op til kommissionen," sagde Bødskov.
Nøglepersoner på Ekstra Bladet har tidligere udtalt, at de ikke har ønsket at forklare sig over for politiet. Det er uvist, om de de skal afhøres.
Samtidig fortæller justitsministeren, at kommissionens undersøgelse formentlig kommer til at tage to år.
"To år er en realistisk og rimelig ramme for arbejdet," sagde han.
Bødskov åbnede dog op for, at der kan gå længere tid.
"Hvis der er behov for at det tager længere end to år, (...) så skal man orientere ministeriet," lød det.
Nu skal Folketingets øvrige partier nikke ja til kommissionens arbejdspapir.
"Jeg vil meget lydhør og stræber mig på at imødekomme de ønsker, der måtte være fra Folketinget," sagde Bødskov.