Det var ikke en overraskende kurs, som Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, slog ind på, da han onsdag på partiets sommergruppemøde fremlagde fem nye forslag til stramninger på asyl- og udlændingeområdet.
Men det vil til gengæld være overraskende, hvis de fem forslag bliver en realitet.
Sådan lyder det fra politisk kommentator Hans Engell.
- Det meste af det, DF foreslog i dag, ved de jo godt vil være meget, meget svært at bære igennem. Det er klart, de sender nogle signaler, som DF's vælgere godt kan lide.
- Men Thulesen Dahl sagde ikke noget om, hvor meget DF vil sætte ind på at få forslagene vedtaget. Jeg hørte ham ikke sige, at hvis ikke regeringen er klar til at gennemføre nogle af de forslag, så kan de ikke støtte regeringen, siger Hans Engell.
Dansk Folkeparti fremfører, at de internationale konventioner ikke skal forhindre Danmark i at føre den politik, som danske politikere ønsker. Desuden skal grænsekontrollen gøres permanent, og asylansøgninger skal straksbehandles ved grænsen.
Integrationsplaner skal erstattes af repatrieringsplaner, så personer, der får ophold i Danmark, klædes på til at rejse tilbage til deres hjemlande i stedet for at blive integreret. Og retten til at optjene dagpenge skal fjernes for personer, der har midlertidigt ophold.
- Ud over forslaget om dagpenge for folk med midlertidig opholdstilladelse, så tror jeg ikke, der er nogen af forslagene, der kan vedtages i den form som Thulesen Dahl fremførte dem på partiets pressemøde, siger Hans Engell.
- DF risikerer en lang næse med de fem forslag, fordi selv om de andre blå partier et stykke ad vejen kan følge dem, vil der være mange praktiske, juridiske og andre problemer, som gør, at man ikke kan og ikke vil gennemføre dem, siger han.
/ritzau/