I dag meddelte Klaus Bondam (R), at han skifter job.
I stedet for titlen som Beskæftigelses- og Integrationsborgmester skal han efter nytår smykke sig med titlen som direktør i Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles.
Borgmesteren har mødt meget modvind - senest i anklagerne om kassetænkning i Københavns jobcentre.
Kolleger på rådhuset står nu i kø for at forsvare Bondam, da de mener, at han har været offer for en personhetz i pressen.
Partifællen Manu Sareen siger:
"Det har været pissehårdt for ham, at dele af pressen er gået efter hans person. Det kan jeg fint se, hvorfor han vil være foruden."
Masser af kritik
I sin korte tid som Beskæftigelses- og Integrationsborgmester og i sit tidligere hverv som Teknik- og Miljøborgmester, har Klaus Bondam stået mål for megen kritik, som både har været rettet mod dårlige sager, men også på hans person.
Fra Venstres Flemming Steen Munch, som sidder i Beskæftigelses- og integrationsudvalget, lyder det:
"Det er et barsk erhverv at være politiker, når pressen bider sig fast i jakkeskøderne. Kritikken af ham har været blæst helt ude af proportioner."
Flemming Steen Munch hentyder til sagen, hvor kommunale jobcentre står anklaget for at spekulere i kassetænkning med statslige tilskud.
Sagen bliver lige nu afgjort i Arbejdsmarkedsstyrelsen, og Flemming Steen Munch vil vente til en afgørelse er truffet, før han hopper med på kritikken.
Afløser endnu ukendt
Medlemmerne i Den Radikale gruppe i borgerrepræsentationen vil ikke gå ind i debatten om, hvem der nu skal sidde på borgmestertaburetten.
Til stillingen er både Manu Sareen, Margrethe Wivel og Katrina Feilberg i spil, men ingen af dem vil fortælle Avisen.dk, hvorvidt de er interesserede i posten.
De radikale fik borgmestertitlen med stemmer fra Dansk Folkeparti - og dengang var der diskussion om det var i overensstemmelse med partiets øvrige politik.