Kun et år efter, de radikale vælgere i København leverede stemmer til at Klaus Bondam kunne forlænge sin borgmesterkarriere, stopper han nu.
Beskæftigelses- og integrationsborgmesteren meddeler fredag aften, at han har sagt ja tak til at blive ny institutleder ved Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles der dækker Belgien, Holland og Luxembourg.
Klaus Bondam stopper med tre år tilbage af sin valgperiode, men afviser, at han har holdt de radikale vælgere for nar.
"Jeg vil ikke håbe, at folk synes, de har misbrugt deres stemme. De får også en radikal politiker på posten nu," siger Klaus Bondam til TV 2 News med henvisning til, at hans borgmesterpost nu overgår til et andet radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
Hvem, der skal afløse Klaus Bondam, er fredag aften endnu ikke afklaret. Nyhedsbureauet Newspaq erfarer, at den radikale gruppe i Borgerrepræsentation først har modtaget nyheden samtidig med offentligheden. Derfor er spørgsmålet ikke drøftet endnu.