Det var en rutineret dansk stilladsarbejder med mange års erfaring, som fredag morgen faldt ned fra et stillads på Amager og blev dræbt på stedet.
Det fortæller John Ekebjærg-Jakobsen, kontaktperson for Stilladsarbejdernes landsklub i København, til Avisen.dk. Han har gennem dagen været i kontakt med afdødes kolleger, som naturligvis er dybt berørte af ulykken, som skete på adressen Bremensgade 46 i et boligkvarter på Amager.
Efter hændelsen blev medarbejderne kaldt hjem fra deres opgaver af chefen, og dagen igennem har de fået hjælp af krisepsykologer samt snakket med både politiet og Arbejdstilsynet.
- Jeg ved ikke præcis, hvad der skete, da han faldt ned. Men intet tyder umiddelbart på, at stilladset har været i stykker, så om det har været et hændeligt uheld, eller om han fik et ildebefindende, ved vi ikke endnu, siger John Ekebjærg-Jakobsen.
Stilladsformanden beskriver afdøde som en ’rutineret herre’, som kommer fra et ’solidt’ firma.
Han ved ikke, hvor mange kolleger, der var vidne til den fatale ulykke, men typisk arbejder stilladsarbejdere to til tre stykker sammen, fortæller han.
John Ekebjærg-Jakobsen vil ikke gå i detaljer med ulykken, og han afventer redegørelserne fra både politiet og Arbejdstilsynet.
- Heldigvis ser vi ikke længere så mange faldulykker, som vi gjorde for 30 år siden. Men vi er meget opmærksomme på sikkerheden, for hvis det først går galt, kan det få den ultimative konsekvens. Det har vi set i dag, fortæller han.
Avisen.dk forsøger at få en kommentar fra Arbejdstilsynet.