Inden grundspillets sidste runde var intet afgjort i herrernes håndboldliga, Tele2 Ligaen. Bortset fra FCK Håndbold, var alt åbent, og med fem bejlere til de tre sidste slutspilspladser, var der spænding i flere haller.
Mens Århus GF, GOG Svendborg og Bjerringbro-Silkeborg alle havde afgørelsen i egne hænder, var KIF kolding og Skjern begge afhængige af, at et af de foranplacerede hold kiksede.
Men det gjorde hverken Århus GF, GOG Svendborg og Bjerringbro-Silkeborg, og dermed hjalp det intet, at både KIF Kolding og Skjern vandt deres kampe over henholdsvis Mors-Thy og Fredericia HK.