Der har ikke været mange varme sommerdage i år, hvor man har tænkt, åh det ville være dejligt med en dukkert.
Og de dage, hvor man har tænkt det, og gjort alvor af det - har nydelsen været yderst begrænset.
En tur i den store balje har rent ud sagt været et koldt gys.
Badevandstemperaturen er i år den koldeste i 16 år, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Temperaturen ved den sjællandske nordkyst lyder på 13 grader i sidste uge. Og DMI har ikke siden 1994 målt så lave badevandstemperaturer i midten af juni.
Årsagen til det kolde badevand skal ikke overraskende findes i den kolde vinter, vi lige har været igennem. Men også vindretningen spiller ind, når havene omkring Danmark skal varmes op.
"Vi venter på en vind fra øst og sydøst, så vandet kan stå stille og blive lunet," siger Niels Hansen fra DMI til Frederiksborg Amts Avis.